Der har ikke været meget at juble for hos Alfisterne de seneste par år. Altså lige indtil sløret blev hevet af den lille Lotus-lignende 4C sportsvogn ved en biludstilling et par år tilbage. I 2014 så den færdige sportsvogn virkelighedens lys i de spøjse forlygter, og det er længe siden en Alfa Romeo har vækket så mange følelser hos os.
Det allerbedste er, at 4C opleves akkurat lige så rå og hårdkogt som den ser ud. Selv om den 4-cyl. turbomotor kun er på 1,75 liter yder den alligevel 240 hk. Motoren ligger foran bagakslen og 4C har naturligvis baghjulstræk. Eneste gearkasse-valg er en 6-trins DCT-transmission med dobbeltkobling. Vægten er lav fordi 4C-chassiet er lavet i kulfiber.
Hvordan kører den så?
4C er rå og vil næppe høste megen anerkendelse hos svigermor. Den er lav og ukomfortabel at komme ned i. Kabinen er yderst spartansk og motoren larmer som en i helvede. Alt i alt altså det den næsten perfekte bil til den hårdkogte bilentusiast, der vægter køreoplevelsen over alt andet. Fra 0-100 km/t er 4C latterlig hurtig og TCT-gearkassen kaster gearene ind så hurtig, akkompagneret af et skrigeri af den anden verden fra den hidsige turbomotor, at du godt kan drømme dig i Ferrari-himlen. Styretøjet er ekstremt direkte, og så tungt at du spænder godt i armene, og du sidder ligeså lavt som i en gocart. Alt er med til at forstærke følelsen af at du kører en mini-Ferrari. Du vil nødig køre den sydpå eller en tur til Nürburgring. Eller det vil sige: det vil du forbandet gerne – du skal bare ikke have svigermor med – og så skal du nok overveje et høreværn. Til gengæld vil du få en oplevelse af de helt store når først du når frem til Eifel-bjergene, der huser den legendariske Nürburgring. Få biler er ligeså ægte på en bane eller en snoet bjergvej.
Bremserne syner ikke så store men tag ikke fejl. De stopper den lille 4C som kastede du et supertanker-anker ud af vinduet med fare for at morgenmaden ender på forruden! Har du prøvet at køre en Lotus Exige ved du hvad der venter dig.
Det eneste du umiddelbart kan savne er en endnu hurtigere respons fra TCT-gearkassen, når du betjener skiftepalerne bag det lille læderrat. I særdeleshed når du gearer ned. Men ellers er der ikke noget at brokke sig over mht. køreegenskaber. Det skulle da lige være det manglende LSD-differentiale. Det oplever du dog kun som et problem hvis du slår alle systemer fra. Her vil du opleve inderste baghjul spinde i den skarpeste kurver. Det er mærkbart mere effektivt at lade elektronikken fordele kræfterne.
Og nå ja, til en bil til 1.1 million kr. kan man med rette godt forvente en lidt mere eksklusiv kabine. Den er skrabet og der er for meget plast. Det hele burde være svøbt i alcantara med synlige røde italienske dobbeltsyninger. Men less is more som de siger…
Modelinfo:
4-cyl, 1.742 ccm, turbo
240 hk ved 6.000 o/min
350 Nm ved 2.200 o/min
Topfart: 258 km/t
0-100 km/t: 4,5 sek.
Køreklar vægt: 1.020 kg
Pris: 1.100.000 kr.