Jeg befinder mig lige midt i Mekka – hvis du altså har bare en smule benzin i blodet! Stedet er naturligvis legendariske Nürburgring i Eiffelbjergene. Præcis som pilgrimmene valfarter til deres hellige sted, kommer bil-entusiaster fra hele verden hertil, for at prøve kræfter med verdens mest krævende racerbane.
Solen brager ned og der er max bid i asfalten. CHECK!
Tyskland spiller semi-finale i VM i fodbold i aften, så der er forbavsende få hungrende speedfreaks der venter på parkeringspladsen. CHECK!
For mig holder, den måske mest kompetente standard-bil overhovedet til dette sted. CHECK!
Bilen jeg står og beundrer er nærmest født, opvokset og opdraget præcis her på de selvsamme 20.8 km asfalt der venter på mig. Og jeg står med nøglerne i min hånd, eller rettere svedige hånd! Det er med ærefrygt, at jeg kravler ned i de ekstremt lave og dybe racersæder, og mit hjerte springer nærmest et slag over, da motoren sætter igang og stilheden, nå ja, så stille det nu kan blive her på Nordsløjfen under “Touristenfahrt”, kløves af et højt dybt brøl. De første meter jeg kører, overhovedet, i denne fantastiske bil, er de få meter der er fra parkeringspladsen hen mod bommene ved betalingsanlægget. På den anden side venter den vel nok farligste racerbane på denne jord, en bane jeg kun har kørt een gang før. Bommen går op og jeg prøver at få styr på min egen galoperende motor – mens jeg svinger pisken over den mest veludviklede boxer-motor nogensinde! Bilen accellererer voldsomt ud af første lige stykke og tager omdrejninger hurtigere end man skulle tro muligt. Allerede efter få hundrede meter ved jeg, at denne bil er noget helt helt særligt. Bilen jeg kører, er den nye Porsche 911 GT3 RS.
Jeg havde længe drømt om at prøve GT3´eren, hardcore-versionen af min favorit sportsvogn – og nu kører jeg ikke bare den mest potente GT3 af dem alle, den nyeste RS – jeg kører den også på den mest krævende og legendariske bane i verden, “Det grønne helvede”. Var jeg ikke fuldt beskæftiget med at tøjle de 450 hk, prøve at huske de lumske sving og bakker samt holde et vågent øje med spejlene for evt. hurtigere bagfra kommende biler (motorcyklerne har ikke en chance mod RS´eren), ville jeg knibe mig hårdt i armen for at sikre mig, at jeg ikke drømte lykkeligt! Eller var i himlen…
Det er den mest kompromisløse bil jeg har kørt. Det er tydeligt den er skabt først og fremmest til race. Kulfiberbremserne er fantastiske og det bliver de ved med at være, sving efter sving. Der er ikke noget “svampet” over bremserne selv om dette er bilens 3. runde på Sløjfen indenfor kort tid.
Alle skræk historierne om fortidens hækmotor og dens fatale opførsel i hurtige sving synes meget langt borte. Jeg synes i stand til, at kunne køre umenneskeligt hurtigt ind i svingene, men alligevel komme endnu hurtigere ud af dem. Vel at mærke uden den mindste smule understyring over forhjulene eller spind fra de 325 mm brede semi-slicks bagtil. RS´erens traction er simpelthen fænomenal. Den kæmpestore kulfiber-spoiler bagtil sidder der tydeligvis ikke til pynt! Den brutalt stærke, og vellydende, boxermotor kunne sikkert køre banen rundt udelukkende i 3. gear. Den tager over 8000 omdr/min, hurtigt vel at mærke, og fra 4000 er accelerationen så voldsom, at det er svært at forstå den vitterlig ikke har turbo! Svinghjulet er da også hele 8 kg lettere end det du finder i lillesøsteren, 911 GT3, og her skal en del af forklaringen på den ekstremt velvillige motor findes. Alt er optimeret lige den tand ekstra i RS´eren.
Indenfor sidder jeg stramt, men komfortabelt, holdt fast i kulfiber-skålsæderne og mine hænder strammer hårdt om det lækre alcantara-rat. Men jeg bliver mere og mere dus med raceren. Det er som om dens overlegne køreegenskaber får mig til at føle mig tryg i dens selskab. Aircondition er der ikke noget af og det er varmt og intens herinde, men det har jeg slet ikke tid at tænke over nu. Alle mine sanser er i fuld beredskab og jeg overstrømmes af det dejligste lyd-inferno bagfra. Koblingen er super stram og det ultra korte gearskift overraskende brutalt. Men åh gud, hvor føler jeg mig levende – og som en mand – når jeg presser den hårde kobling ned, smider 2. gear ind inden svinget, klipper apex mens boxeren bag mig brøler op i omdrejninger og solidt transformerer, hvad der synes som et uendeligt hav af kræfter, ned gennem limited-slip differentialet og via de bredde Michelin Pilot Sport Cup ned i asfalten, og katapulterer mig ud af svinget, på vej mod næste angreb. Fantastisk!
De 20.8 km er alt for hurtig overstået, dog ikke i nærheden af de 7.33 minutter GT3 RS har klaret “Det grønne helvede” på. Da jeg atter triller Porschen ind på parkeringspladsen ved jeg, at jeg lige er blevet en oplevelse meget få mennesker forundt, rigere.
Burgeren og colaen jeg nyder efterfølgende på terrasen udenfor Devils Dinner, smager nu meget bedre end en kebab, og lige i dette øjeblik føler jeg mig ganske enkelt lykkelig!