Vi er nok mange der glæder sig til foråret, der så småt begynder at melde sin ankomst. Men for bare nogle uger siden havde vi hård frost og vinter over Danmark. Faktisk var det så koldt, at man flere steder kunne afholde isbane-kørsel på frosne søer og fjorde. Sidste gang der var mulighed for, at køre med biler på isen i Danmark, ligger ca. 15 år tilbage.
Vi besøgte Dybsø Fjord, på Sydsjælland, en iskold søndag i februar. Og vi var ikke alene, ca. 150 ivrige billister dukkede op i løbet af dagen, for at prøve kræfter med isbane-kørsel på den frosne fjord. Sydsjællands Automobil Klub havde anlagt banen som var 1000 meter lang og havde flere udfordrende sving.
For en flad 50´er fik man 3 omgange på isen. De hårde drenge pudsede teknikken af og øvede powerslides og satte hurtige omgangstider, mens søndagsbillisterne fik sig et par omgange de sent vil glemme og som nok bliver fast indslag i mange familie-sammenkomster fremover på de kanter. Hele familier kæmpede bravt hvem der kunne sætte hurtigste tid. Far-og-søn dueller, mændene mod kvinderne, ung mod gammel. Der bliver nok at snakke om i de små familier.
Hvem ved, måske går der igen 15 år før vi næste gang kan køre vores biler ud på isen. Men får du chancen så prøv det. Det er både sjovt og meget lærerigt at køre din bil på grænsen, og måske endda overskride den. Og det er netop på en bane du skal teste hvor dine grænser går, og ikke ude i trafikken.
Det eneste det kræver er, at din bil har vinterdæk monteret. Nåhh ja, og så noget varmt tøj på kroppen og en termokande med noget varmt at drikke.