Hyundai er et af de bilmærker, der er længst fremme i den grønne omstilling og det koreanske bilmærke har et ambitiøst mål om at nå 500.000 øko-biler (brint, el og hybrid modeller) inden år 2030. Hyundai’s N-afdeling har dog helt andre metoder til at gøre dig elektrisk!
For få år siden lykkedes det, at lokke en tidligere BMW M chef-ingeniør over til Hyundai for at skabe nye modeller, radikalt anderledes end dem du normalt forbinder det lidt støvede koreanske bilmærke med. N-afdelingen var født. Et test- og udviklings-center ved tyske Nürburgring vidnede om, at koreanerne mente øvelsen alvorligt. Hvis du ikke kender til den legendariske Nürburgring så er det en racerbane på 20,7 kmI med 73 kurver og en højdeforskel på flere hundrede meter. Banen kaldes også Det Grønne Helvede fordi den skærer sig gennem skovene i og rundt om Eiffel-bjergene – og nå ja, fordi det er noget af det mest ubarmhjertige stykke asfalt der findes på denne jord. Netop dérfor har alle bilmærker med respekt for sig selv udviklings- og test centre ved Nürburgring. BMW M var de første men idag er alle til stede dernede. Så ved du også hvorfor Hyundai kalder det for N-afdelingen….
I 2017 kom den første rigtige aftapning fra N-kælderen, i30 N. Veloster N var i virkeligheden den første N-model, men den nåede aldrig til Europa og var heller ikke det mesterværk som i30 N skulle vise sig at være. Garvede bilentusiaster verden over fik electrochok og blev taget med storm og legender som VW Golf GTI og Renault Megane R.S. og alle andre modeller i GTI-klassen i øvrigt blev sendt til tælling.
Idag er vi fløjet sydpå for at prøve N-afdelingens nyeste. I30 Fastback N. Bortset fra små delikate finjusteringer i affjedring er teknik og specs de samme som i30 N. Fastback klinger måske af coupe-former men faktisk har bilen 5-døre og et større bagagerum end en normal i30. Til gengæld er pladsen på bagsædet en smule mere trang i højden. Måske kender du den allerede da man også kan købe en helt ordinær i30 som Fastback. Fastback’en er lidt længere, lidt lavere, 12 kg tungere og har en skrå bagende – altsammen detaljer der gør en flot figur. Ikke mindst når den er pakket ind i Performance-udgaven med 19” alu og N-spoilere for og bag.
Jeg skynder mig, at sætte mig ned i de lækre sportssæder i alcantara og læder med røde syninger, en detaljer præcis som GTI-opskriften foreskriver. Desværre gør el-justeringen at sæderne er monteret lidt for højt til min smag så jeg ville vælge de manuelle sæder, der er noget tættere på bunden. Til gengæld er kabinen sportslig og i en kvalitet der umiddelbart synes langt bedre end noget jeg tidligere har oplevet fra et koreansk mærke. Et tryk på alu start knappen vækker en grov snerren til live. 275 hk yder den 2-liters turbomotor som har fået N-afdelingens fulde opmærksomhed. En 250 hk variant findes også, men den er ikke til stede idag. Udover 25 hk mangler den iøvrigt 19” fælge og det fantastiske spærredifferentiale, der virker som trolddom når kræfterne skal lægges i asfalten gennem snævre kurver.
Jeg kører afsted mod Maspalomas racerbanen på Gran Canaria. På turen har jeg rig mulighed for at udforske de forskellige køreprogrammer, der betjenes på knapper på læder-sportsrattet. Normal, Sport, Eco samt det særlige N program. Den adaptive undervogn tilpasses i hårdhed ligesom speederrespons, styretøjets vægtning og ikke mindst motorlyden ændres markant i de forskellige programmer. Så det er ikke bare fis og ballade. Derudover slækkes ESP-systemets indgriben også i både Sport og N-mode. Der er også en Custom mode hvor du kan lave dine helt egne indstillinger.
En lille knap på rattet slår automatisk mellemgas til eller fra så speederen doseres helt perfekt ved nedgearinger, en lækker lille detalje som gør at enhver kan lave nedgearinger ligeså sublime som en racerkører af den gamle skole.
N-afdelingen har tilsyneladende fået lov at vælge frit fra Hyundai’s udstyrs-hylder så det meste er tilgængeligt som standard. Fartpilot, automatisk nødbremse, træthedsregistrering, automatisk op- og nedblænding af fjernlys, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, varme i rat og sæder, nøglefri start og indgang samt meget andet. En 8” skærm midt på instrumentbordet serverer valgmuligheder og navigation. Sportssæderne støtter godt og alu-pedalerne ser godt ud. Efter nogle timers kørsel sætter du pris på den adaptive undervogn, der lader dig skifte til en blødere komfort når asfalten bliver for ujævn, eller stramme op i tøjlerne når god asfalt og gode kurver byder sig til forude. Sagt på en anden måde, bilen kan anvendes i dagligdagen uden faste kiropraktor-besøg i kalenderen.
Vi ankommer til racerbanen i højt humør efter en lang køretur oppe i bjergene midt på Øen. En velkørende GTI vækker følelser som ingen elbil kan matche. Men een ting er, at køre en sportslig bil på offentlig vej, også selv om en stor del foregår på små snoede veje. Noget helt andet er at køre bilen på racerbane. Her bliver evt. fejl og mangler udstillet hurtigere end i30 Fastback N kan nå at accellerere fra 0-100 km/t – som i øvrigt kun tager 6,1 sekund. De store bremser på 345 mm foran og 314 mm bag gør et fænomenalt indtryk og undervognen er hård i hårdeste indstilling uden at det går over gevind. Allermest imponerende er dog det elektronisk styrede LSD spærre-differentiale, der lader speederen ramme gulvet ud af snævre kurver uden at kræfterne går tabt i dækrøg. Og i30 Fastback N er bestemt hurtig men samtidig sjov at køre.
Man kommer ikke uden om et par enormt stærke og tillokkende alternativer hvis man er så heldig at kigge på bil med et prisskilt på ca. en halv million kr. Men Hyundai i30 Fastback N har gode trumfer at spille, især Performance udgaven med mere power og det fine LSD differentiale. Derudover er i30 Fastback N mere veludstyret end de fleste andre biler i klassen. Ikke så underlig at i30 N er blevet så populær i Europa, hvor der er solgt over 9.000 stk – langt mere end forventet af Hyundai.
En dråbe i havet i forhold til 500.000 øko biler Hyundai sælger om få år, men dejligt at det hele endnu ikke er gået op i økologi og el. Tak for at gå imod strømmen N-people….
Modelinfo:
4-cyl.turbomotor, 1.998 ccm
275 hk ved 6.000 o/min.
353 Nm ved 1.450 o/min – 378 Nm ved Overboost
Topfart: 250 km/t
0-100 km/t: 6,1 sek.
12,2 km/l. ved blandet kørsel
Køreklar vægt: 1.516 kg
Pris: Godt 500.000 kr. for Performance Edition.