Jeg triller langsomt forbi den endeløse række af Porsche 911 GT3 RS, Ferrarier, et par McLaren samt enkelte AMG- og M-modeller… Blikkene der møder mig fra de fortrinsvis midaldrende mænd med dyr og god stil, er et sjovt mix af foragt, ligegyldighed og passion. Få motortosser kan stå for den olme brummen fra en V8 med ærkeamerikanske rødder i tomgang, men dette publikum er langt fra normalt. Her er en GT3 mere normen end en Toyota på BILKA’s parkeringsplads en lørdag…
Godt 10 timer tidligere er jeg kørt fra Danmark med Nürburgring, midt i de tyske Eifel bjerge, som destination. Missionen lyder på en af de mest grundige og ubarmhjertige tests, der er lavet med den nye Mustang i hovedrollen.
Ser du, en af Danmarks mest karismatiske motorjournalister hævder nemlig, at den nye Ford Mustang, som blandt andet har fået uafhængigt baghjulsophæng, er den dårligste bil han nogensinde i hans mange-årige karriere har kørt. Det har jeg meget svært ved at forestille mig. Ikke mindst fordi den nye Mustang er testet grundigt op mod de europæiske konkurrenter som Porsche 911 og BMW M3 allerede i udviklingsfasen. Og som ifølge de amerikanske motorjournalister er langt bedre end den forrige Mustang GT. En bil jeg har kørt en del og er helt tosset med. Den nye Mustang skulle sågar køre lige op mod en BMW M4 ifølge amerikanerne. Men ok, lad os lige klappe ponyen – det har jeg så igen også svært ved at tro! Men jeg kender ikke et mere krævende stykke asfalt end Nordsløjfen til at teste om det er min kollega eller de jubelglade amerikanske motorjournalister der har ret. Eller om udtalelsen mon i virkeligheden dækker over det faktum, at kollegaen mistede herredømmet og smadrede den nye Mustang GT ved præsentationen i Tyskland?
Looket på den nye Mustang kan der ihvertfald ikke herske nogen tvivl om. Den ser enormt godt ud og skaber smil og thumbs up både på parkeringspladserne, på tanken og i trafikken – selvsagt også hjemme i indkørslen. Noget som de europæiske konkurrenter i samme prisniveau kun kan drømme om. Jeg har tidligere kørt den 4-cyl. Ecoboost Mustang, men den føles som en amerikaner, der hverken spiser burger, drikker cola eller går med gun! Forkert! Den ser lige så godt ud og motoren er rigtig fed – bare ikke i en Mustang. Mustang er en muskelbil og som de siger derovre: Theres no replacement for displacement… Altså, du kan ikke erstatte kubik bare fordi du propper en turbo på. Det gælder for den nye Mustang som alle tidligere – den SKAL have V8!
Jammen, er den ikke så ikke farlig dyr i benzin tænker folk (læs: dem der alligevel aldrig vil overveje en amerikaner)? Jeg indrømmer det gerne – jeg frygtede også selv en lang tur på Autobahn (900 km hver vej), samt i særdeleshed den hårdhændede behandling jeg havde planlagt. Dvs. jeg frygtede faktisk udelukkende for, at jeg måtte fortælle min bedre halvdel, at årets sommerferie var aflyst fordi jeg havde brugt pengene på oktan 100. En tanke der især strejfede mig, da jeg hentede bilen ved forhandleren og bilens computer viste at rækkevidden var 312 km – PÅ EN FULD TANK! Men nu ved jeg så også fra tidligere erfaring hvordan man kører som test-kører, der ikke selv skal betale for benzinen! Og stille og rolig kravlede rækkevidden da også opad på vej fra forhandleren.
Det er en GT-udgave som alle Mustang der sælges i Europa. Testbilen har automatgear som ekstraudstyr og skal vise sig som en formidabel cruiser. Gode bløde sæder, lækkert anlæg, silkebløde skift og en undervogn, der på ingen måde skriger hårdkogt sportsvogn, der kræver fast aftale med kiropraktor. Ikke længere udstyret med betalt benzinkort var jeg fast besluttet på at spare så meget af benzinbudgettet som muligt til Nordsløjfen. Mustangen og jeg skal nemlig ikke bare et smut derned for at køre et par runder. Næh nej, den røde Mustang vil virkelig få helvedet at føle dernede. Vi er nemlig signet op til det legendariske Scuderia-Hanseat kørekursus, der finder sted på Nordsløjfen over tre dages afstraffelse af den gode slags for mand og maskine.
Scuderia Hanseat har siden 1958 fundet sted hvert forår og efterår, og strækker sig over fire dage. Om søndagen er der check-in og et obligatorisk glatføre/manøvre-kursus for dem der er her for første gang. Dem der ikke kan få nok kan køre alt det de vil på Nordsløjfen, som dog også er åben for turistenfahrt, hvilket både betyder de rigtig hårdkogte og søndagsbilisterne, der tilfældigvis slog et smut forbi den berømte racerbane. Mange kursister holder derfor igen om søndagen. Dels er der briefing kl 17.30, efterfulgt af stor middag på Dorint hotellet med god mad og drikke. Dels venter tre dage forude med al den kørsel du orker – typisk med meget få biler på banen ad gangen, hvilket er en kæmpe fordel når de udfordrende knap 21 km asfalt skal læres. Og sidst har de fleste allerede haft en lang dag bag rattet på vej mod Nürburgring, hvorfor mange vælger at spare kræfterne – og benzinbudgettet!
Apropos, så klarede Mustangen turen til Eifel bjergene med et forbrug på 10,7 km/l. Jeg havde den faktisk oppe på 10,8 km/l. men en halv times køkørsel syd for Køln kostede i øko-regnskabet. Jeg lå ikke i ydersporet men på en 120-130 km/t – men det må alligevel siges at være godkendt for en 5-liters V8 med næsten 430 hk.
Mandag morgen brummer jeg langsomt ned gennem pitten for at mødes med min gruppe, den internationale, der ud over en håndfuld andre danske entusiaster blandt andet tæller 5-6 gale kinesere. De er fløjet hertil og har lejet biler hos RSR og Rent-a-racecar. På Scuderia er man delt ind i grupper, og Nordsløjfen og GP-banen er så delt op i sektioner som man en efter en gennemkører igen og igen, samtidig med at man får instruktion af erfarne lokale instruktører. Det er helt klart den bedste og sikreste måde at lære den krævende og lumske racerbane. Billigt er det ikke, men du får fuld valuta for pengene hvilket forklarer hvorfor folk kommer igen år efter år. Især svenskerne er stærkt repræsenteret og har deres egen gruppe med en flok der kalder sig Ring-Riders of Sweden. De kører stort set alle i nyeste Porsche 911 GT3, Ferrari, McLaren etc. men der er også mere almindelige svenskere her. Flere af dem er i min gruppe, ligesom et par nordmænd. Du skal helt sikkert sørge for at komme i den internationale gruppe hvis du en dag vil deltage på Scuderia. Der er sågar 2 danske hjælpe-instruktører tilknyttet denne gruppe. Kører du klassiker er der nu også som en gruppe for disse. Og i år kørte både fede gamle 70’er Porsche 911’er, en rå Corvette Stingray Split-window, en hårdkogt Mustang Fastback racerbil fra 1965 og mange andre lækre klenodier med i denne gruppe. Det var både en fryd for øjne og ører, og nogle af dem kunne dælme godt flytte sig selv om alderen trykkede.
Vejret denne morgen er flot men taget på bilen var dækket af et tyndt lag sne/is da jeg stod op, så banen kan være lumsk. Ikke mindst i en bil som Mustangen. Flere danske kollegaer har beskrevet Mustangen som tail-happy, især i vådt føre. Så det er med respekt og uden at røre ved ESC-programmet at vi starter på dagens første sektion, Fuchsrohe (Foxhole). En sektion der bør udstille Mustangen hvis der er noget at påpege. Jeg oplever ikke noget decideret negativt udover at elsæderne er placeret alt for højt, hvilket ikke lige er det man har lyst til på en racerbane. De støtter ok men de burde sidde 5-10 cm lavere. Jeg husker de normale sæder fra Ecoboost-udgaven som noget lavere. Så er der naturligvis automatgearet. Personligt vil jeg altid foretrække den lækre 6-trins manuelle der er standard, men automaten går an og der er skiftepaler på rattet. Dog virker springet fra 2. til 3. gear lidt for højt.
Styrken er helt klart motor og bremser. De store bremser fra Brembo høvler nemt farten af selvom bilen ikke er nogen letvægter. Styretøjet er heller ikke dumt men i svingene mærker du, at tyngdekræften er imod dig pga. vægten. Jeg oplever til gengæld ikke nogen problemer med at få kræfterne lagt i asfalten uden dramatik. Nok pga. Torsen-differentialet der er standard på GT, men jeg er naturligvis også stadig lidt på vagt – og klog nok til ikke at trykke pedalen ud gennem bunden på vej ud af svingene. For så skal det jo gå galt med 421 hk til baghjulene og størstedelen af vægten ude foran.
En anden fra gruppen giver mig thumbs-up inde fra hans hidsige Radical da han triller forbi. Det viser sig at være en højt placeret europæisk Ford-chef. Hans Radical er motoriseret af en råtunet Ford Ecoboost V6-motor ala den der ligger i den nye Ford GT. Bilen minder mest om en Le Mans racer med nummerplader og den må uden tvivl være den hurtigste bil af alle på hele Scudaria kurset. Senere får vi en god snak og det viser sig at han selv har en Ford Mustang GT (den nye) som hverdagsbil. Dog med manuel gear – og de lave sæder! Jeg tror han var Ford-mand helt ind i sjælen. Han havde desuden også en gammel Shelby Cobra replica.
Senere da solen har fået varmet asfalten lidt op tør jeg godt udforske ESC-systemet. Der er ingen grund til at slå det helt fra på en bane som Nordsløjfen, men i Sport og især Track kommer der mærkbart mere Sportsvogns-attitude frem. Alligevel oplever jeg ikke den utilpasset bølle som flere fra den danske presse har skrevet om. Når bare bagdækkene er varme har de godt greb og kan sagtens få kræfterne i asfalten uden at det går op i røg. Det sker naturligvis hvis du trykken pedalen brutalt i bund – men så er du jo også selv ude om det!
Mustangen er rigtig god til turen ned til Nürburgring – og nogle enkelte omgange. Men det er naturligvis ikke en Porsche 911 GT3, der kan tæskes omgang efter omgang dag efter dag. Jeg får hurtig oplevelsen af, at hvis jeg kører bilen til dens fulde potentiale de næste par dage så bliver det hårdt for dæk og bremser. Det ville det i øvrigt også være for en BMW M3 E92/E92 (V8-udgaven) eller en stor AMG. For bilen opleves naturligvis en smule tung at bremse ned og kaste gennem de mange sving-kombinationer. Jeg har ikke lyst at aflevere en skam-kørt Pony tilbage til Ford, så jeg holder igen med den frie træning, der ellers giver mulighed for at få mange omgange i bagagen mellem sektions-træningen og frokosten. Efter hjemturen til Danmark skal det dog siges, at hverken dæk eller bremser så ud til at have været udsat for det rene helvede og sagtens kunne have taget imod meget mere.
Nå ja, måske spillede benzinen også ind. Efter første dag på Scuderia kurset havde Mustangen klaret ehhrmmm… 4,5 km/l. Langt fra overraskende, en hidsig GTI med turbo klarer ikke meget mere på disse kanter. Men jeg kunne da hurtig regne mig frem til at sommerferien var i fare…
Næste morgen bød på regnvejr, noget af det værste jeg ved på Nordsløjfen. Heldigvis skal vores gruppe kun køre én sektion før det er GP-banen der skal tæmmes. Og her er der masser asfalt og afkørselsplads hvis nu… GP-sektionen styres af AMG-instruktører, og de har sågar taget en masse C63 AMG S Coupe-modeller med, som vi alle får lov at prøve (efter at have udfyldt nogle papirer med lidt småt skrift) til at sætte en hurtig tid med. Det eneste vi ikke må, er at slå ESC-systemet helt fra. Forståeligt nok taget i betragtning, at bilen har vanvittige 700 Nm allerede i tomgang og derfor meget hurtig kan riste et sæt bagdæk! Men sjovt at prøve den op mod Mustangen. AMG’en er også en tung krabat men udstyret med kulfiber-bremser og alverdens hjælpe-elektronik kører den mere som en sportsvogn. Og man må bare indrømme, den lyder altså stadig godt selv med biturbo.
Eftermiddags-sektionerne foregik heldigvis igen i tørvejr. I forhold til den bomstærke AMG biturbo V8 er det overraskende nok langt mere min smag med en V8 som den i Mustangen. Naturligvis har den stadig moment i lave omdrejninger, men den tager endnu bedre fat oppe under det røde felt. Her snerrer Mustangens V8’er også mere olmt – uden dog at kunne imponere en AMG-ejer. I AMG behøves du til gengæld reelt aldrig komme op i nærheden af det røde felt – og hvad er det sjove i det?
Perfekte forhold om eftermiddagen med en næsten tom bane og skyfri himmel frister til at få nogle frie runder lagt bag os. Desværre derfor også en oplagt mulighed for at få taget lidt billeder. Så i stedet for at holde ind på Höhe Acht tanken endnu engang denne dag, fortsatte jeg forbi og kørte ud til Brunchen – den store parkeringsplads med god udsigt over banen, for at skyde lidt fotos.
Blandt andet af kabinen som helt klart er en af Mustangens ømme punkter ifølge mange. Jeg har tilbragt rigtig mange timer i Mustangen og har ikke noget at klage over. Nej, selvsagt er den ikke lige så lækker som en Audi eller AMG – eller Jaguar for den sags skyld. Men den koster altså også kun det halve af en tilsvarende. Du får en 5-liters højtydende V8, baghjulstræk med Torsen-differentiale, rigtig fine præstationen og et look, der virkelig drejer hovedet af led på de fleste. Så pyt da med at design og finish i kabine ikke er på højde med de allerbedste. Udstyrsniveauet fejler ikke noget og du sparer mindst 700.000 kr. What’s not to like?
Dagen efter viser vejret sig fra den gode side fra morgenstunden. Vi gennemkører de sidste sektioner om morgenen og jeg begynder, at mærke det hele gå op i en højere enhed da jeg kører min første fulde lap på kurset om formiddagen den sidste dag. Typisk kører man ellers ca. 5-10 træningsomgange pr dag. I år har jeg haft travlt med andet arbejde om eftermiddagen, og også holdt lidt igen og er derfor langt bagud på omgange. Ved Schwedenkreuz-sektionen, en lang ekstrem hurtig sektion ned ad bakke, kan jeg spotte en orange Porsche 991 GT3 RS forude. Det er i min optik den ultimative Nordsløjfe bil. Så da jeg kan se, at jeg langsomt spoler ham ind, er jeg klar over at det må være chaufføren, der er det svageste led. Men alligevel – manden har lige været på verdens bedste 3-dages kørekursus på Nürburgring – så komplet idiot er han vel ikke. Alligevel har jeg hentet ham da vi når den legendariske Lauda-kurve – der hvor Nicki Lauda i sin tid crashede i hans F1-racer og mistede sit flotte look! Bagfra kommer en lynhurtig 997 GT3 RS, der går forbi os op ad den lange lange sektion op ad bakken mod Klostertal. Jeg følger med forbi den orange GT3 RS men har ikke en chance for at hænge på den anden Porsche. Jeg finder min egen rytme og synes bedre og bedre om Mustangen.
Der kommer ikke flere biler bagfra men ved Pflanzgarten, et andet legendarisk spot på Nordsløjfen og måske det fedeste sted at stå som tilskuer, kan jeg spotte endnu en Porsche GT3 længere fremme. På vej ud af det lange højresving der munder ud i Döttinger Höhe langsiden har jeg hentet ham og får en langt bedre udgang og gør klar til at gå forbi ham. Men han giver alt hvad han og boxer-motorens 430 hk har. Det er en af svenskerne fra Ring-Riders from Sweden flokken, og det er helt tydeligt at den nedværdigelse (med garanteret eksklusion af den fine klub til følge) at se en Ford Mustang glide forbi indefra kabinen af sin Porsche 997 GT3 – dén skal han bare ikke opleve. Vi ligger længe side om side men forbi – det kommer jeg ikke. Men jeg hentede ham, og det er vel i virkeligheden den bedste cadeau man kan give Mustangen. Den er slet ikke dum – og at kalde Mustangen for en dårlig bil er decideret åndsvagt.
GT-udgaven er dog federe i hverdagen end på racerbane. Hvis du sådan for alvor vil ydmyge Porsche og de andre tyske rødder, så er det Mustang GT350 du skal have fat i. Den er for Mustang hvad M og GT3 er for BMW og Porsche. En regulær trackday-bølle. Stadig med V8 sugemotor uden turbo-snyd men alligevel over 500 hk. Lettere og endnu mere fokuseret. Dén bil skulle nok skabe lidt mere respekt – også på Scuderia. Mustang GT350 kan du læse mere om her.
Men som en fed, sjov og sportslig hverdagsbil – og lidt bane ind imellem – så kan du til prisen ikke få noget, der bare kommer tæt på Mustang GT hvis du spørger denne signatur. Og den har immervæk kørt det meste…
PS: Fik jeg nævnt at da jeg afleverede Mustangen tilbage viste øko-måleren 7,9 km/l. Efter at have kørt tur/retur til Det grønne Helvede og 3 dages kørsel på Nordsløjfen. I alt præcis 2305 km. Det er altså godkendt.
