Det er ikke mange måneder siden, at Mazda løftede sløret for den kommende MX-5. Det kan godt være du ikke synes MX-5 er den mest hårdkogte sportsvogn, men det er ikke for ingen ting at MX-5 i dens godt 25 årige levetid er solgt i over 950.000 stk. Den nye MX-5 ser dog allerede lidt mere seriøs ud end forgængeren og er både lettere, lavere og bredere. Faktisk er den nye model 105 mm kortere, 20 mm lavere og 10 mm bredere end modellen den afløser, hvilket gør den nye bil til den mindste MX-5 nogensinde – altså lige bortset fra bredden. Akselafstanden er ligeledes 15 mm kortere, hvilket betyder at udhængene altså er kappet hele 90 mm. Snak om at have hjulene placeret helt ude i hjørnerne. Det tegner fremragende for køreegenskaberne. Ikke mindst fordi motoren for første gang er placeret bag forakslen og dermed er tættere på bilens midte end nogensinde.
Imidlertid er den en splejs i forhold til den racerudgave af den nye MX-5, som Mazda netop har afsløret. Mazda har en plan om at lave en ny global mærkeserie fra 2016. Og det er bestemt godt nyt. For det betyder en sportvogns-klasse som rent faktisk er til at betale – og med garanti bliver både actionpræget og hysterisk morsom. Serien kommer til at køre i både Europa, Japan og USA – og finalen kommer til at finde sted på den legendariske Laguna Seca Raceway – som netop er ejet af Mazda.
De endelige specifikationer er endnu ikke afsløret, udover at racerbilen bliver motoriseret af Mazda’s 2-liters Skyactiv sugemotor med fire cyl. og høj kompression. Effekten bliver mindst 165 hk ligesom topudgaven af gade-MX-5’eren – men forhåbentlig lidt højere. Kig på billederne og det er ikke til at tage fejl af. Den lille MX-5 Cup-bil bliver fed!