Man skal stå tidlig op for at blive racer-kører. Men du kan faktisk få lov at køre super-biler på en racer-bane – endag uden at blive ruineret. Jeg tog en smuttur til Englands hurtigste racerbane, Thruxton Circuit, for at køre Aston Martin, Porsche og en rigtig racerbil.
Vækkeuret ringede kl 04 og efter et hurtig bad er det på vej til lufthavnen. Thruxton banen ligger ca. 1.5 times kørsel fra London så Gatwick lufthavn er første stop. Efter veloverstået flyvetur og et besøg hos biludlejningen er jeg på vej mod banen. Det er helt fint lige at få vendet sig til højrestyring på vej op til banen, inden jeg skifter den lille Peogeut ud med noget mere alvorligt.
Vel ankommet til Thruxton er det tid at kigge lidt nærmere på forholdene. Der er så mange overvægtige damer der trisser rundt, at man kommer til at tænke på Sydstaterne i USA. Hmm, der er også overraskende mange ældre herrer! Foruroligende… Heldigvis fejler bilparken ikke noget. Overalt holder Porscher, Ferrarier, Aston Martins, en Audi R8, en Lamboghini LP670 og andre superbiler.
Dog er der en ting jeg synes mangler! Lyden af en sportsvogn der blir straffet som fortjent ude på banen! Jeg begynder at få en bange anelse om dette ikke helt er den dag i driving heaven jeg håbede på…
Well, efter inskrivning, en halv times peptalk fra en sælger-på-provision-agtig instruktør, en intro video med den altid muntre Tiff Needel – er det nu endelig tid at komme ud på banen. Men inden jeg selv slippes løs på banen skal jeg, sammen med 2 andre “elever” have en runde i en Mazda Samurai med en instruktør bag rattet. Han viser ideal-linierne i svingene og forklarer lidt teknik, men han går mildt sagt ikke til makronerne og jeg synes altid det er svært at lære ideallinien ved lav hastighed.
Nu er det så endelig min tur. Efter at have fået tildelt en hjelm og en ældre instruktør og Porsche Cayman nr. 7 er jeg klar til at indtage Thruxton banen. Boxter motoren spinner løstigt på mit mindste vink – men allerede på vej ud af pitten ka jeg mærke Charles, min instruktør, ikke er ude på narrestreger. Inden Porschen bare får lidt omdrej-ninger beder Charles mig om at skifte gear. Op mod første sving, langt langt inden det er tid at bremse, får jeg besked på at bremse! Hmm, ok fair nok, vi skal måske også lige igang – vi har jo 4 omgange. Men det fortsætter faktisk i den stil nogle omgange endnu og da jeg heller ikke må overhale uhæmmet (først når bilen foran blinker og Charles siger god for det!) går de 3 første omgange uden spektakuler kørsel. Først på sidste omgang giver Charles mig en smule længere snor, men dog ikke mere end at han straks er over mig hvis jeg bare tænker på at køre som man ville til en normal trackday event. Dette er noget helt andet og det skal man være klar over. Efter denne tur, i den første bil jeg skal køre idag, kan jeg ikke lade være at føle mig en smule skuffet, og ihvertfald slet ikke som Jenson Button!
Straks videre over til Aston Martin køen. Der venter et par “blokes” før mig på at komme til og i ventetiden kigger jeg lidt på nogle af de andre biler. De har bl.a. lige fået en ny Lamboghini LP670 som ser heftig ud. Men det er tydeligt at de er ømme over den 170.000 pund dyre bil og jeg hører den ikke en eneste gang blive fyret ordentlig af ude på banen. En ny R8 er også tilkommet fornyligt og den kan jeg køre en omgang i for knap 650 kr. Jeg reg-ner med at det skal være dagens afslutning, om ikke andet så for at drille min ven der har Audien som sin abso-lutte dreamcar.
Aston Martinen jeg skal køre er Vantage V8 modellen. Denne her med semi-automatisk gearkasse. Så er det endnu mindre problematisk at køre højrestyret, da den største tilvænning ligger i at skulle skifte gear med venstre hånd – ved en traditionel gearstang altså. Desværre er begge Astons i flåden convertibles. Efter min mening har den en langt mindre imponerende linieføring end coupeen. Generelt synes jeg åbne biler, med få undtagelser, er for gamle mænd. Well, måske netop derfor har Thruxton valgt convertibles!
Men lyden kan jeg kun elske. V8´eren har en helt anden karakter end 289´eren i min egen 65 Mustang, og siger også knap så meget. Der er klart mere ryk og vildskab over Astonen og min instruktør, John, er vist også stadig et par år fra pensionsalderen – og virker ihvertfald som en lidt større bandit end Charles. Jeg får helt sikkert lov til at presse Astonen mere – men dog slet ikke i nærheden af det den kan. Det er tydeligt at instruktørerne også har til opgave at bringe bilerne tilbage i eet stykke, og det er måske fair nok når man tænker på hvor mange forskellige mennesker der kommer for at køre disse super sportsvogne – uden at skulle betale en formue i forsikring, som du uden tvivl ville skulle i Danmark. Mega belastende dog, er de mange gamle mænd der også befinder sig på banen – selvom det slet ikke er søndag og tid til deres ugentlige køretur endnu! På den måde går de 4 omgange med en del spildtid bag langsommere biler, og det er bare forbandet øv når der er så kort tid. Men Aston oplevelsen er helt sikkert et skridt i den rigtige retning.
Det allerbedste lader dog vente på sig. Formel Renault, små frække racermaskiner. Det er faktisk den billigste køretur du kan købe på Thruxton – men uden tvivl også den mest rendyrkede hvis du vil lege Button, Raikonnen eller The Stig. Rå, lille og simpel – skabt udelukkende til at køre stærkt på en bane. Desværre har formel bilerne her, fået omdrejningsbegrænser der lukker ned for det sjove ved 4500 omdr/min. Det er dog stadig suverænt nok til at gøre dette den vildeste køreoplevelse idag. Bilen kører præsis som en gocart, er ultra kontant i styringen og klister sig til asfalten. Og jeg sidder blot få cm over den mens jeg blæser igennem svingene. For det allerbedste er naturligvis at der hverken er plads til Charles eller John, så jeg kan give al den gas jeg har lyst til.
Fuld gas ud af “Church corner” og videre ned mod “Brooklands” der gør det som langside på Thruxton banen og her kicker omdrejningsbegrænseren ind. Men her kører jeg 160 km/t, og pga. vinden der flår i hjelmen og larmen fra motoren der sidder lige bag mig uden lyddæmpning og andet unødigt lir, føles det nærmere som 200, så det er egentlig ok. Flag marchalsene vifter løstigt med deres “slow down” flag, men eftersom det er den sidste bil jeg skal køre idag, kører jeg den flat out det meste af banen og er ligeglad. R8´eren kan ikke leve op til det her så beslutter mig for at Formel Renault skal være dagens desert!
Det her er nemlig hardcore. Glem alt om komfort og lædersæder. Her får du et hårdt stift plasticsæde med samme komfort som en fakirs lænestol, vindstøj og motorlarm i en styrke som støjniveauet ved en Metallica koncert, og jeg kan lige netop presse mit korpus ned i cockpittet. Men hvor er det fedt og givende og når jeg blæser forbi porscher, astons og ferrarier føles det som når lastbiler overhales i den gamle passat variant derhjemme. En (gammel) søndagsbillist i en Cayman får bremset mig i en hurtig omgang og da jeg kommer forbi ham efter “Segrave corner” ud i den bløde kurve, får jeg hurtigt lukket hullet til en Aston længere fremme. Jeg blæser forbi den ned mod chikanen, og håber jeg et sted dernede ved fødderne kan finde bremsepedalen, der er så lille mellem kobling og speeder at det mere end een gang gir hjertebanken ved nedbremsningerne.
De 5 omgange i Formel bilen slutter alt for hurtigt og jeg er tilbage i pit lige da det for alvor begynder at smage at race… Men den lille Renault tager klart stikket hjem over Astonen og er uden tvivl dagens mest innoverende oplevelse og løfter helhedsindtrykket gevaldigt.
Om en dag på Thruxton, eller et af de lignende steder der findes, især i England, er noget for dig afhænger af din erfaring og din målsætning. Har du aldrig kørt på bane, eller måske kun ganske lidt, kan det sagtens være en god oplevelse. Du lærer ideallinien og får lidt tips her og der af instruktøren og kører under trygge forhold. Det er dyre biler, selv i England, og du kan være sikker på de passer godt på dem. Og naturligvis er det da også sjovt at kunne sige man har kørt f.eks. Ferrari 430, Lamboghini LP670, Aston Martin Vantage etc etc. til familiemiddagen.
Men er du en erfaren trackday kører bliver du skuffet over alt andet end Formel bilerne, der er både sjove, hurtige og vigtigst i den henseende, singleseaters. Og prisen taget i be-tragtning, der er ca. det samme som prisen på at køre gocart i Danmark, er det faktisk slet ikke tosset. Især ikke hvis man alligevel er i London, og måske har nogle timer at slå ihjel mens din bedre halvdel går amok på Oxford Street.